Information
Ved Over Alle Bjerge har vi altid den ultimative rejse for øje, når vi producerer vores rundrejser. Fremfor at spare lidt hist og pist, går vi ind for at skabe den oplevelse, vi selv ville drømme om!
Hvert land er forskelligt, og selv indenfor lande forekommer store variationer. Det betyder også, at ikke to rundrejser er ens for os. Det varierer, hvilke måltider, der er inkluderet, hvilke transportformer vi benytter og hvilke oplevelser, vi skal på – men vi garanterer, at der ikke kommer nogen ubehagelige overraskelser i form af ekstra udgifter på vores rundrejser.
Kort sagt: På vores rundrejser er inkluderet dét, der bør være på en rundrejse!
På samtlige af vores rundrejser er morgenmad, overnatning, transport og entréer som følge af programmet inkluderede, med mindre andet i exceptionelle tilfælde er angivet. På særlige udflugter og områder kan frokost og middag være inkluderet, men vi er også klar over, at smag og behag varierer enormt; hvor nogle vil på fin restaurant, vil andre på opdagelse i de lokale madboder. Vores danske rejseledere og lokale guider står altid klar med gode råd til begge dele.
Konkurrencen i rejsebranchen er hård, men selvom den billigste pris måske nok vil give et salg ved første øjekast, vil der ofte være mærkbare besparelser for at opnå den – og vi ønsker ikke at gå på kompromis med kvaliteten. Vi anbefaler jer derfor at være kritiske, når I sammenligner rejseforslag. Nogle gange er den dyreste rejse faktisk den billigste.
Sikkerhed
Hos os er sikkerheden noget af det vigtigste! Det er vores ansvar som rejsearrangør, at turene gennemføres forsvarligt, og at sikkerheden er i top. Det gør vores rejseledere bl.a. ved at forberede sig og være på forkant med situationen. Rejselederen vil fortælle gæsterne, om der er noget de skal være opmærksomme på i det pågældende land. Vi tager kun til lande, der er skønnet sikre af udenrigsministeriet. Hvis der sker uheld eller opstår sygdom, vil vores rejseleder hjælpe med alt det praktiske. Vi ved, hvordan systemet virker, og sørger for at oprette den vigtige forbindelse mellem gæstens danske forsikringsselskab og f.eks. det lokale hospital. Således er vi sikre på, at vores gæster får optimal behandling og ikke skal bekymre sig om praktiske problemer. Lad trygt os tage os af det.
Nedenfor er der en række forholdsregler, vi altid tager:
- Vores rejseleder tjekker bussens nødvendige sikkerhedsudstyr og dets placering. Opstår der et uheld kan rejselederen hurtigt være behjælpelig. Det være sig nødudgang, ildslukker, førstehjælpskasse, rudehammere, iltbeholder (Tibet) e.l.
- Rejselederen sørger for, at bussen overholder fartgrænserne.
- Skønner vi, at chaufføren ikke kører forsvarligt – fx laver risikable overhalinger, vil dette straks påtales og bringes i orden
- Sidder der gæster/rejseledere på bussens forreste sæder, skal sikkerhedsseler benyttes.
- Kører vi i jeeps, skal der være sikkerhedsseler til alle.
- Der må ikke være bagage i midtergangen (i tilfælde af fx brand vil det blokke for evakuering, og i tilfælde af frontalt uheld vil det ryge frem forrest i bussen som ofte er eneste udgang.)
- Der må ikke placeres bagage på sæderne så de er højere end sæderyggen (i tilfælde af frontalt uheld, vil disse også flyve frem og blokere udgangen)
- Vi skal nægte at køre med chauffører, som er beruset og/eller er så trætte, at vi skønner, at der er risiko for, at han falder i søvn. I sidste tilfælde kan man evt. bede lokalguide om at føre samtale med ham for at sikre, det ikke sker.
- I en båd skal der være redningsveste til alle gæster, og de må ikke være bundet fast, så de ikke kan løsnes øjeblikkeligt. Vi er opmærksomme på, at man ikke kan tage ekstra passagerer med som overstiger bådens passagertal, da det oftest vil betyde, at der ikke er veste til alle.
Vores værdier
Mangler du information om din drømmerejse?
Forventningens glæde er en stor del af rejseoplevelsen, og store forberedelser og overvejelser går ofte forud for både bestilling af rejsen og selve eventyret. Vores rejsebeskrivelser ved bestilling indeholder praktisk og overskuelige information omkring købet: dagsprogram, inkluderet og ekskluderet, flytider, hoteller etc. Men skulle du være nysgerrig på yderligere detaljer om destinationen eller rejsen, kan vi altid være behjælpelige! Vi har skriftligt materiale til hver rundrejse, som kan hjælpe med forberedelserne og alle de typiske spørgsmål – og skulle dine tvivl ikke være dækket ind dér, er vores rejseledere naturligvis eksperter deres destinationer og svarer gerne på spørgsmål både før, under og efter rejsen.
Skriv blot til kasper@overallebjerge.dk
eller lise@overallebjerge.dk, så vil vi hurtigst muligt vende tilbage med materiale og svar.
Konktakt
Kasper
Kasper over alle bjerge
Glæden ved at rejse er enorm og langvarig! Vi drømmer om destinationen, finder et rejseprogram efter vores smag, forbereder os til afrejsen, nyder til fulde undervejs og glædes længe efter over de mange minder og oplevelser. Derfor er det også vigtigt at få det fulde udbytte af rejsen. Vi har på denne side samlet nogle af de tips, tricks og erfaringer, vi selv har benyttet os af gennem de sidste mange års rejser. Hvordan pakker vi bedst? Hvad skal vi læse op på? Hvad er egentlig smartest at gøre med hensyn til penge? Klik på kategorierne nede for for at læse mere.
Forsikringer
Husk afbestillingsforsikringen
Afbestillingsforsikringer dækker kun, hvis de er købt før eller kort tid efter rejsen. Den dækker for eksempel, hvis du selv eller en pårørende skulle blive syge inden afrejse. Afbestillingsforsikring er som oftest et tilkøb til en årsrejseforsikring og altså ikke automatisk inkluderet.
Dækker dit MasterCard?
Mange har en rejseforsikring gennem deres MasterCard, uden de er klar over det. Får du brug for dækning, kan det anbefales at undersøge, hvor du er bedst dækket, inden du søger dækning ved dit forsikringsselskab.
Hvis uheldet er ude…
Vi håber selvfølgelig ikke, at du bliver syg under din rejse med os, men hvis uheldet er ude… Det er en god idé at have de vigtigste oplysninger ved hånden under hele rejsen. Medbring for eksempel en kopi af dit pas med forsikringens informationer (selskab, alarmcentralens telefonnumer og dit policenummer) samt medicinliste skrevet på bagsiden i din pung.
Dokumentation
Enkelte lande kræver dokumentation for din rejseforsikring ved indrejse. De fleste forsikringsselskaber har en standard-formular på engelsk, hvor de blot skal udfylde dit fulde navn, destinationen og rejsedatoerne. Husk at inkludere alle navne på medrejsende dækket af samme forsikring.
Internet og telefoni
Roaming eller flytilstand
Nogle teleselskaber tilbyder gratis roaming/data i udlandet inkluderet i dit abonnement, mens det for andre kan være en bekostelig omgang. Undersøg altid forholdene på destinationen inden udrejse, og hvis ikke det er inkluderet, anbefaler vi at holde din telefon på flytilstand hele rejsen. Selv få sekunders forbindelse i udlandet kan medføre dyre regninger.
Sæt en grænse på forbruget
Mange telefonselskaber har nu som standard en grænse på f.eks. 400 eller 600 kr på udlandstelefoni. Tilpas denne grænse hjemmefra efter dit behov, så er risikoen mindre, hvis du alligevel bruger din telefon under rejsen.
Køb lokalt sim-kort
Hvis du har brug for at være forbundet under rejsen, kan et lokalt SIM-kort være en fordel. De er typisk meget billige og kan købes i lufthavne og/eller kiosker de fleste steder – rejselederen kan hjælpe. Sådan kan du bruge din telefon lokalt, som var du i Danmark: ring til rejselederen eller hoteller, tjek din e-mail og hold kontakten hjem til. Der er dog gratis Wi-Fi på de fleste af vores hoteller, så du kan koble helt af om dagen og skrive hjem om aftenen.
Litteratur
Fordelen ved guidebøger
På en rundrejse kan en guidebog ofte virke overflødig eller overfladisk, og det er absolut ikke et must at have én med. Men gode guidebøger kan alligevel hjælpe til at få det bedste ud af rejsen: selv korte beskrivelser af seværdighederne undervejs kan ses igennem på hotelværelset om aftenen, når du forbereder dig på de kommende dage, og ikke mindst til efter rejsen at huske alle de spændende oplevelser. Desuden indeholder de ofte kort over lokalområderne til tiden på egen hånd.
Hvad skal jeg læse?
Ved Over Alle Bjerge har vi altid dansktalende rejseledere med stor viden om lokalområdets historie, samfund og kultur, som de vil fortælle dig om undervejs. Fremfor bøger om disse emner, kan skønlitteratur derfor være et oplagt bidrag til en fuldendt oplevelse. Vi anbefaler gerne gode bøger, hvor historien udspiller sig på destinationen og får en ekstra dimension, når du selv befinder dig i landet.
Brug teknologien
Bøger er tunge at have med i tasken, når vi er på rundrejser skifter hotel ofte. Det er derfor oplagt at give Kindle og e-bøger en chance. Det kan være svært at vænne sig til at læse på en skærm, men at have hele biblioteker ved hånden i absolut letvægt er en enorm fordel på rundrejsen.
Teknologi
Med vores mobiltelefoner ved hånden, er meget i hverdagen blevet så nemt – ting som vi ofte glemmer, indtil vi er “offline” og pludseligt mangler dem. Derfor kan lidt teknologisk forberedelse være til nytte.
Kort og GPS
Én af de nyttigste er kort og GPS. Marker hotellet placering, når du går på opdagelse i byen, find seværdighederne eller følg køreruten under og efter rejsen. Mange apps tilbyder offline kort, som downloades på forhånd (f.eks. Google Maps eller MapsMe). Husk at downloade for alle områder, vi besøger, da mange lande er opdelt i flere afsnit. I Google Maps kan du også aktivere din historik, som registrerer ruter og afstande både til fods og i bus for hver dag.
Sprog
Mødet med de lokale er ofte en stor del af rejseoplevelsen, men sprogbarrierer kan til tider komplicere interaktionen. Download offline oversættelse i f.eks. Google Translate inden afrejse, så har du et praktisk (og sjovt) redskab lige ved hånden til at komme i kontakt med de lokale og bryde isen.
Ekstra “nørderi”
Kun fantasien sætter grænser for, hvad der ellers findes af nyttige og sjove apps til rejsen. Højdemåler til køreturene i bjergene (f.eks. Altimeter), identifikation af lokale planter ved hjælp af billeder (f.eks. PlantNet) eller live oversigt over jeres (og alle andre) fly (Flightradar24). Mulighederne er uendelige.
Transport
Til lands
Vores rundrejser foregår sædvanligvis i bus som primært transportmiddel, samt på nogle rundrejser tog på længere strækninger. Busserne er moderne og behagelige, og varierer i størrelse og kvalitet afhængig af de lokale forhold og gruppens størrelse. På nogle rundrejser er der strækninger, der kræver mange timers buskørsel på forskellige vejforhold. Det er typisk fantastiske køreture med skiftende, storslåede landskaber og interessante historier fra rejselederen. Har du tendens til køresyge kan du hjemmefra medbringe Seaband akupressur-armbånd, som for mange gør en forskel, eller du kan medbringe køresygetabletter. Er du i tvivl, så kontakt os gerne ved køb af rejsen og under turen, så vi kan rådgive dig til den bedste oplevelse.
Til vands
Vind i håret eller vuggende afslapning; ofte er bådture en fantastisk oplevelse på lokale floder, have eller søer. Under sejlads vil der altid være redningsveste tilgængelige til alle passagerer.
…og i luften
På oversøiske rejser er det oftest uundgåeligt med en del transporttid frem til destinationen. Heldigvis er de fleste fly behagelige med forplejning og egen underholdning til turen. Dog kan selv kortere ventetider i lufthavne føles lange, hvis ikke man er forberedt. Husk derfor (lyd)bøger, et kortspil eller tabletten i håndbagagen, så tiden kan bruges til hyggeligt samvær og forventingens glæde.
Pakketips
Hold orden
På rundrejser skal kufferten pakkes hyppigt ud og i, og derfor er god pakkeorden praktisk. Pak sokker, undertøj, bluser og toiletsager i poser for sig, samt elektronik og andre småting i en anden pose. Skal det være ekstra nemt, så pak det i poser med hver sin farve.
Brug håndbagagen fornuftigt
Det er altid en risiko, at den indtjekkede bagage ikke når frem med jeres fly. Derfor er det en god idé at medbringe essentielle ting i håndbagagen, til hvis uheldet skulle være ude: medicin, kontaktlinser, tandbørste, et sæt rent undertøj. Rejser du med en anden, kan det også anbefales at dele kufferterne, så I begge har skiftetøj i hinandens bagage – så er I dækket ind første dag, hvis den ene kuffert er forsinket.
Ikke for meget
Folk tager ofte for mange ting med på rejsen. Du kan undgå dette ved at drage nytte af din erfaring fra sidste rejse. Vi opfordrer altid gæster, der ønsker pakketips, til at lægge ekstra mærke til ved rejsens afslutning, hvad det var, de ikke fik brug for. Med erfaringen lærer vi at pakke lidt bedre for hver gang. Og husk, at man også kan købe det meste essentielle i udlandet, hvis man alligevel skulle have glemt noget.
Husk det hele
Vi hører ofte fra gæster, at de er bange for at glemme deres ting på rundrejser, hvor man hyppigt skal pakke ud og ned. Vores gode råd er: 1) Ved sikkerhedstjek i lufthavnen: Placer alle småting som pung, mobil, pas, ur osv. nede i din håndbagage, når det skal gennemlyses; så undgår du at overse ting i plastbakkerne. 2) På flyet: Undgå at anvende nettet i stoleryggen på flysædet. 3) På hotellet: Undgå at anvende hotellets skuffer og skabe. Brug i stedet faste pladser i egen bagage.
Den lille gave
På vores rundrejser kommer vi langt væk til fremmede egne. Vi oplever nogle af historiens mest epokegørende monumenter, men bliver også ofte inviteret indenfor hos en lokal familie. Her vil det skabe glæde, hvis du har en lille gave med fra Danmark. Det kan f.eks. være balloner til børnene, en lille pakke Lego eller danske småkager. En personlig gave i kulturmødet kan være noget så simpelt som et billede af din familie foran jeres hus.